Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

16. april 2024

Skødeskrivning

I forbindelse med køb eller salg af fast ejendom, er skødet det officielle dokument, der dokumenterer, hvem der ejer ejendommen. Skødet udformes på baggrund af en købsaftale mellem køber og sælger og skal tinglyses. Læs mere om, hvordan skødeskrivning foregår her.

Hvad er et skøde?

Når du køber en ejendom, er skødet det endelige dokument i bolighandlen. Skødet beviser, at du er den retmæssige ejer af ejendommen. Det er et lovkrav, at der altid udarbejdes et skøde for køb og salg af fast ejendom (undtaget er andelsboliger).

Skødet er det dokument, som anvendes til at sikre din ret som køber over en fast ejendom. Skødet kan først laves, når køber og sælger har underskrevet en købsaftale.

Forskellen på skøde og købsaftale

En købsaftale går altid forud for skødet. I købsaftalen (også kaldet overdragelsesaftalen) aftaler parterne, hvilke vilkår der skal gælde for handlen. Købsaftalen er på den måde selve aftalegrundlaget for den forestående overdragelse. I købsaftalen bliver det bestemt, hvem der handler, hvad handles med og øvrige betingelser for handlen, såsom pris og overtagelsesdato.   

Når købsaftalen er på plads og underskrevet af begge parter, kan den officielle overdragelse gå i gang. Det sker ved at der udarbejdes et skøde på baggrund af købsaftalen, som sendes til tinglysning. Skødet er et digitalt dokument, som udarbejdes, underskrives og tinglyses elektronisk.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen.

Hvad indeholder et skøde?

Skødet indeholder de mest overordnede informationer om overdragelsen af ejendommen og en beskrivelse af de vilkår og betingelser, der gælder for ejerskiftet. Skødet indeholder altså ikke lige mange detaljer som købsaftalen.

Et skøde indeholder typisk:

  • Navn, adresse og CPR-nr. på sælger(e) og køber(e)

  • Adresse på ejendommen

  • Købesum og pantehæftelser

  • Offentlig ejendomsvurdering

  • Servitutter

  • Overtagelsesdato

Er der tale om overdragelse af landbrug eller et dødsbo, kan det være påkrævet, at skødet indeholder yderligere erklæringer.

Hvem skal udarbejde skødet og hvornår?

Det er ikke bestemt, hvem af parterne der skal udarbejde skødet, men det vil typisk være køber, der har ansvaret for det. Det bliver som oftest aftalt og dokumenteret i den forudgående købsaftale, så der er klarhed omkring skødeskrivningen og tinglysning af skødet. Der laves altså først en købsaftale, som danner grundlag for skødet.

Skødet udarbejdes normalt inden overtagelsesdagen, hvor det underskrives af både køber og sælger. Når skødet er underskrevet, skal det tinglyses for at blive gyldigt (som beskrives nærmere nedenfor).

Skal et skøde tinglyses?

Et skøde skal altid tinglyses. Det er kun gennem tinglysning, at den nye ejers ret til ejendommen bliver registreret og offentliggjort. Uden tinglysning vil den nye ejer altså ikke have nogen ret til ejendommen.

Du kan læse mere om tinglysning af skøde her.